Få styr på afkast og udbytte

Har du også svært ved at kende forskel på afkast og udbytte, og vil du vide, hvorfor det er vigtigt at geninvestere udbyttet af dine investeringer? Få svaret her på siden.

Arbejder dit udbytte for dig?

Vælger du at få udbetalt udbyttet af dine investeringer kontant, går du sandsynligvis glip af et merafkast på lang sigt. Vælger du derimod at geninvestere dit udbytte, kan du både opnå forrentning af dine udbytter og af det beløb, du startede med at investere. På lang sigt vil det give dig det bedste afkast af dine investeringer. Vil du vide mere om, hvordan dit udbytte kan arbejde for dig, så se filmen om geninvestering her.

Forskellen på afkast og udbytte

Nogle tror, at succes eller fiasko ved investering i værdipapirer mest handler om, hvor stort udbyttet er. Men i virkeligheden er udbyttet kun en del af resultatet. Hvis man vil måle den reelle værdi af en investering, skal man kigge på afkastet. Vil du lære at kende forskel på begreberne og hvad de hver især betyder, kan du se filmen om afkast og udbytte.

Hvorfor skal jeg investere mit udbytte igen?

Når du investerer i en investeringsforening, vil du en gang om året modtage et kontant udbytte. Udbyttet er en procentdel af de samlede indtægter, som investeringsforeningen har haft det seneste år, som i stedet for at blive i foreningen, udbetales kontant til investorerne.

Ordbog

Afkast

Afkast er betegnelsen for, hvor meget en investering er vokset eller har tabt i værdi. Afkastet bliver enten opgjort i procent eller i kroner, hvor man ser på, hvor meget 100 kr. er blevet til over en given periode på eksempelvis et kalenderår, indeværende år eller på 1, 3, 5 eller 10 års sigt. Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at afkastet normalt er beregnet ud fra en forudsætning om, at alle kontante udbytter er blevet geninvesteret løbende.

Udbytte

Udbyttet er den del af indtjeningen i en afdeling, som bliver udbetalt til investorerne. Udbyttet beregnes ud fra lovgivningen og regnskabsmæssige regler og ikke ud fra det faktiske resultat. Det betyder, at udbyttets størrelse reelt ikke fortæller noget om, hvordan afkastet har været. Sparinvests udbyttebetalende afdelinger udbetaler udbytte i forbindelse med generalforsamlingen som holdes hvert forår. Da udbyttet er en del af det samlede afkast, vil du som investor opleve at kursen på dine investeringsbeviser vil falde i forbindelse med udbytte-betalingen. Kursændringen vil typisk svare til det udbytte der udbetales. I en akkumulerende afdeling modtager du ikke udbytte. Udbyttet opsamles (akkumuleres) i stedet i afdelingen og indgår i kursværdien.

Geninvestering

Hvis du hverken skal bruge de penge, som du har investeret, eller udbyttet før en gang ude i fremtiden, bør du overveje at geninvestere udbyttet. Det er nemlig ikke ligegyldigt, om udbyttet er geninvesteret, står på en konto til lav forrentning eller bliver hævet til forbrug.

Når du geninvesterer udbyttet, opnår du nemlig også forrentning af udbyttet. Det betyder, at du ikke kun får forrentet det, du starter med at investere, men at du også får forrentet udbytterne. På den måde vil du på lang sigt få forrentet et stadig større beløb.

Derudover vil din beholdning af værdipapirer stige for hver gang du geninvesterer dit udbytte. Da udbyttet beregnes som kr. pr. investeringsbevis, vil du på denne måde også opnå, at der udbetales udbytte på baggrund af en større beholdning af værdipapirer.

Kurs / kursændring / kursgevinst / kurstab

Kursen på et investeringsbevis er den pris, man som investor køber eller sælger investeringsbeviset til, mens kursændringen er udtryk for, hvor meget kursen har ændret sig i enten positiv eller negativ retning.

Har man f.eks. købt en aktie til kurs 100, og sælger den til kurs 118 har man haft en kursgevinst på 18.Udvikler kursen sig derimod negativt, til f.eks. kurs 84, så har man haft et kurstab på 16.

Tal med din rådgiver, og få mere at vide om, hvordan dit udbytte kan arbejde for dig.