Artikel
Aktuelt
|
3 Min
Sådan skal du forholde dig som investor når aktiemarkedet er i stormvejr
2022 har indtil videre været hård ved aktiemarkederne. Krig i Ukraine, coronafrygt i Kina og kraftige rentestigninger har været med til at sende aktiemarkederne ud i et kraftigt stormvejr. Læs, hvorfor Frederik Romedahl Poulsen forventer stigende kurser sidst på året.
Alene den sidste måned har modvinden på markederne resulteret i, at globale aktier har tabt hele 7 procent. Ifølge senioranalytiker Frederik Romedahl Poulsen bunder usikkerheden i flere faktorer.
Den dominerende faktor synes dog at være de kraftige rentestigninger, der afspejler den forhøjede inflation, stramme arbejdsmarkeder og deraf tilpasning af forventninger til pengepolitikken. Både i den europæiske såvel som den amerikanske centralbank har man fremrykket og løftet den forventede rentebane i markedet.
Hensigten er at skabe en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel på arbejdskraft, forklarer Frederik Romedahl Poulsen.
“Men historisk set har det været svært at ramme den rette dosering, hvilket får nogle investorer til at frygte, at økonomien ultimativt vil knække halsen ved en så hastig tilpasning i finansielle vilkår”, siger han.
Kinesisk coronafrygt og krigen i Ukraine truer væksten
Kinesernes frygt for omikron-varianten har blandt andet ført til en total nedlukning af Shanghai, hvor verdens største havn ligger. Det har resulteret i en klar svækkelse af væksten, hvilket med stor sandsynlighed vil smitte af på de globale forsyningskæder.
Det er ikke længere et spørgsmål om, men derimod et spørgsmål om hvornår Kina må opgive at forfølge nultolerancepolitikken, da den på sigt kan bringe økonomien langvarigt i knæ, vurderer Frederik Romedahl Poulsen.
“Afstår kineserne fra nultolerancepolitikken, kan det med korte træk mildne bekymringerne om global vækst,” forklarer han.
Også krigen i Ukraine udgør en risiko, selvom dens betydning i markedet synes aftaget. Ifølge Frederik Romedahl Poulsen er der dog stadig risiko for, at der bliver sat prop i de russiske gasleverancer, hvilket vil resultere i en markant svækkelse af den europæiske vækst.
Forventer stigende aktiekurser sidst på året
Over den kommende tid forventer Frederik Romedahl Poulsen en generel svækkelse i nøgletallene som en reaktion på den store usikkerhed. Omvendt kan bekymringerne om Kina, Ukraine og energiforsyninger dæmpes betydeligt på relativt kort tid, vurderer han.
“Det betyder, at dynamikken i markedet sagtens kan skifte til det bedre, hvis disse katalysatorer kommer i spil - ikke mindst i Europa og Kina. Jeg forventer dog, at aktievolatiliteten forbliver på et forhøjet niveau - også selvom det nedadrettede pres på aktier ventes at klinge af,” siger Frederik Romedahl Poulsen.
Han ser ikke anledning til at forvente en stor kortsigtet reversering i markedet - blandt andet fordi en del af tilpasningen i aktiekurserne også er et resultat af et større skifte op i lange renter. Dog forventer Frederik Romedahl Poulsen, at markedet ligger højere sidst på året i forhold til i dag. Det er dog en forventning, der er blevet nedtonet som et resultat af rentebevægelserne.