Tid til at investere, afvikle gæld eller lade pengene trække renter?
Renteniveauet er højere, end det har været i mange år. Derfor kan det være relevant at overveje, om du skal prioritere at nedbringe din gæld, og dermed spare låneudgifter, eller om du skal gøre noget andet med din opsparing. Formueekspert Jeanette Kølbek giver her gode råd til, hvordan du lige nu bedst placerer din opsparing.

Har du en større sum penge, som du ikke forventer at bruge de næste mange år, er det oplagt at overveje, om du skal investere pengene, sætte dem på en opsparingskonto - eller om du skal afdrage ekstraordinært på din gæld. Hvad det rigtige er for dig, afhænger af mange ting, siger formueekspert Jeanette Kølbek.
”Inden vi finder kuglerammen frem og regner på, hvorvidt den forventede gevinst ved at investere overstiger den sikre besparelse ved at nedbringe gælden eller sætte pengene på en opsparingskonto, er det vigtigt at være bevidst om de konsekvenser og muligheder, der er ved de enkelte valg. Der findes ikke et rigtigt valg, men det er afgørende, at du gør op med dig selv, hvad du vægter højest, når du træffer en beslutning,” siger Jeanette Kølbek.
Sikker gevinst at nedbringe gæld – men mindre fleksibelt
Hvis du vælger at nedbringe gæld, giver det en rentebesparelse og dermed en sikker gevinst. Vi anbefaler altid at nedbringe dyr gæld som fx forbrugslån. Hvor meget du sparer, afhænger af, hvilken rente du betaler på dit lån. På et realkreditlån er både renter og bidragssats fradragsberettiget, så når du skal gøre besparelsen op, vil det være renten fratrukket rentefradraget.
”Alle valg har en bagside, og vælger du at bruge pengene til at nedbringe gælden, kan det være svært - og dyrt - at få pengene ud igen, hvis du får brug for dem,” siger Jeanette Kølbek.
Vælger du at afdrage ekstraordinært på din boliggæld, skal du tage med i dine overvejelser, at der kan komme nye regler for belåning af fast ejendom.
”I dag er det muligt at låne i en fast ejendom - men vi ved i sagens natur ikke, hvordan boligmarkedet og lånemulighederne ser ud i fremtiden, og om der kommer regulering, der kan gøre det nemmere eller vanskeligere at låne i friværdien. Derfor kan det være en god idé at gardere sig ved både at nedbringe gælden løbende og spare op ved siden af,” siger Jeanette Kølbek.
Rente på kontoen er ikke et ’gratis’ afkast
Positiv indlånsrente er tilbage, og det er fristende blot at have pengene stående på en konto og lade dem trække rente. Typisk kan du låse pengene i en periode – typisk 6 eller 12 mdr., hvorefter du igen skal på jagt efter den næste rente, som du lige nu ikke ved, hvad bliver til. Det kalder man for genplaceringsrisikoen, forklarer Jeanette Kølbek.
”At man kalder det for ’genplaceringsrisikoen’ bunder i, at du jo ikke ved, hvilken rente du kan få, når aftaleperioden ophører. Der er altså chance for, at du kan finde en indlånsrente, som er højere eller lavere, end hvad du kan låse til i dag. Du skal derfor forholde dig til, om du tror på, at renten er højere eller lavere til den tid, når aftaleindlånet er ophørt. Ligeledes vil du til den tid atter skulle bruge tid og energi på at afsøge markedet for indlånsrente - og i den periode, fra du får frigivet dine penge, til du får fundet et nyt alternativ, vil renten formentligt være lav. I et historisk perspektiv har indlånsrenten haft svært ved at holde trit med inflationen - så de penge, du har på en indlånskonto, vil du typisk over en rum tid kunne købe mindre for,” siger Jeanette Kølbek.
Der er naturligvis også en række fordele ved at placere opsparingen på en konto med rente, siger Jeanette Kølbek.
”Fordelen er selvfølgelig, at du, modsat, hvis opsparingen er låst i murstenene, rimelig nemt kan komme til pengene, hvis du skal bruge dem. Og sover du ikke godt om natten ved tanken om, at din opsparing kan svinge i værdi, ja, så er en indlånskonto det helt rigtig valg for dig.”
Investering er ikke for alle, men for mange
Investering i aktier og obligationer kan give god mening, men inden du kaster dig ud i det, skal to kriterier som minimum være opfyldt. Din investeringshorisont skal være minimum tre år eller mere. Og du skal kunne klare, at din opsparing svinger i værdi. Hvor store udsvingene må være afhænger af din risikovillighed, og det er meget individuelt.
”Aktiemarkedet svinger meget i værdi, og det er årsagen til, at vi kan opnå et afkast. Men er vi tålmodige, så bliver vi også præmieret for det. Ser vi det i et historisk perspektiv, har aktiemarkedet, ikke overraskende, leveret langt flere år med positive afkast end negative, kombineret med, at der har været større stigninger i de positive år end de negative”, siger Jeanette Kølbek.
”Markedet har udsving - det er en præmis. Men tænker man langsigtet og investerer minimum tre år eller mere, kan man med stor sandsynlighed se frem til et positivt afkast”, siger Jeanette Kølbek
Der er fordele og ulemper ved de enkelte valg, og du skal være villig til at påtage dig en vis risiko, hvis det skal være en økonomisk fordel at investere frem for at afdrage på gælden. Særligt efter de stigende renter.
Tag fat i din rådgiver, hvis du ønsker hjælp og rådgivning om, hvad du bør gøre med din opsparing.
Relaterede Artikler


De første 100 dage med Trump
