Hvordan er det nu med udbytter i investeringsfonde?
I forbindelse med årsskiftet spejder mange investorer efter udbytter fra investeringsfonde. For når et regnskabsår er omme, bliver der udarbejdet et årsregnskab, hvor udbytteregnskabet er inkluderet. Som investor får du derfor udbetalt udbytte, der vedrører fondens udvikling i det foregående regnskabsår.

For investeringsfonde er der klare regler for, hvor meget der skal udloddes i udbytte. Størrelsen er primært bestemt af disse to elementer:
- Udbytte/kuponer fra de underliggende aktier/obligationer i fonden
- Realiserede kursgevinster eller tab fra de underliggende aktier og obligationer i fonden
Udbyttet fra en fond kan variere betydeligt fra år til år, da de realiserede kursgevinster eller tab kan variere meget.
Ikke alle fonde udbetaler udbytte hvert år
Selv om en investeringsfond er registeret som udbyttebetalende, er det ikke en garanti for, at der bliver udbetalt udbytte hvert år.
I tilfælde af, at der i løbet af regnskabsåret bliver realiseret kurstab, skal dette tab modregnes i realiserede kursgevinster og udbytter/kuponer fra de underliggende værdipapirer. Derfor kan der være år, hvor udbyttet er nul. Hvis det realiserede kurstab overstiger udbytter/kuponer fra de underliggende fonde, bliver kurstabet overført til modregning i kommende regnskabsår.
Udbytte udbetales typisk i februar måned i det efterfølgende kalenderår.
Kursen falder på fonden, når der udbetales udbytte
Det er ikke en fordel for alle investorer at få udbetalt udbytte. Når dagen kommer, og der bliver udbetalt udbytte, vil den indre værdi på fonden falde tilsvarende. Det er med andre ord dine egne penge, du får udbetalt til beskatning. Samtidig vil det samlede investerede beløb blive reduceret svarende til udbyttet. Hvis du ikke geninvesterer udbyttet, vil der være en mindre formue investeret i fonden, som kan vokse over tid. Du mister derved den såkaldte renters-rente-effekt.
Forskellen mellem afkast og udbytte
Det totale afkast i en investeringsfond er summen af både kursændringer og udbetalt udbytte for en given periode.
Når der tales om kursændringer, menes der stigninger og fald i kursen på en investeringsfond. Kursen er bestemt af værdien af de underliggende aktier og obligationer i fonden. Derfor vil kursen ændre sig løbende i takt med, at de underliggende værdipapirer stiger eller falder i værdi.
Skat af udbytte
Når du investerer for frie midler i aktiebaserede fonde, vil udbyttet blive beskattet som aktieindkomst. Udbytte fra aktiebaserede fonde i Danmark bliver automatisk fratrukket 27% i aconto skat inden udbetaling.
I fonde der primært investerer i obligationer, vil udbyttet blive beskattet som kapitalindkomst, og satsen kan derfor variere alt efter din øvrige kapitalindkomst. Derfor bliver der ikke betalt skat inden udbetaling i disse fonde.
Dette indhold er alene udarbejdet til information og inspiration og skal derfor ikke betragtes som en konkret anbefaling om investering. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket, om en given investering passer til din investeringsprofil. Historiske afkast og hidtidig kursudvikling kan ikke betragtes som en garanti for fremtidig afkast og kursudvikling, ligesom investering altid er forbundet med risiko for tab.
Vær opmærksom på, at indholdet kan tage udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet. Se derfor altid efter datoen, inden du eventuelt reagerer.
Relaterede Artikler


Mens Trump buldrer videre, tager vi en smule af risikoen
