Sådan får du mest ud af dine udbytter
Snart får mange investorer udbyttekroner udbetalt fra aktier og investeringsforeninger, og som investor skal du tage stilling til, om du vil geninvestere dine udbyttekroner eller ej. Renters rente-effekten gør, at det ofte betaler sig at geninvestere, fortæller formueekspert Jeanette Kølbek.

Udbytter fra enkeltaktier er en måde at belønne sine aktionærer på, hvor selskabet vælger at udbetale en del af overskuddet. Hvis du har investeret i en udbyttebetalende investeringsfond, vil du også modtage udbytte, når investeringsfonden har haft indtægter som renter, udbytte og gevinster fra salg af værdipapirer. Alle disse indtægter tilfalder fonden, men investorerne vil modtage deres andel af indtægterne i form af udbytte.
Udbetaling af udbytte fra både aktier og investeringsfonde varierer fra år til år. For aktier afhænger niveauet af det forgangne års indtjening i selskabet. For investeringsfonde er det afhængig af renter og udbytter fra de underliggende værdipapirer og realiserede kursgevinster eller tab.
Udbytte er ikke en ekstra gevinst
Der er en fejlagtig opfattelse af, at udbytte er noget, man får ’ekstra’, men det er ikke korrekt.
”Det er en udbredt misforståelse, at udbyttet fra ens investeringer er noget, man får ekstra. Udbyttet er nemlig en del af den samlede investering, der bliver udbetalt til en selv, fratrukket skat. Derfor er udbytte i de fleste tilfælde ikke en fordel. Din investerede formue bliver nemlig mindre værd, når udbyttet bliver udbetalt, og dermed er der mindre at få afkast af. Her kan geninvestering være en god ide”, siger formueekspert Jeanette Kølbek.
Står du ikke og skal bruge pengene her og nu, og har du en lang tidshorisont, kan det være en fordel at geninvestere udbyttet, så du på den måde får glæde af renters rente-effekten.
To eksempler:
Lad os se nærmere på en af de mest folkekære aktier i Danmark Novo Nordisk.
Den mørkegrønne graf viser udviklingen i Novo Nordisk-aktiekursen, hvor udbytterne er udbetalt og ikke geninvesteret.
Købte man en Novo Nordisk-aktie tilbage i starten af 2009 og geninvesterede udbytterne i samme aktie, vil den samlede værdi være 972 kr. 15 år senere.
Til sammenligning vil man, hvis udbyttet ikke var geninvesteret, have en samlet værdi på 861 kr. (Aktiekursen på 720 kr. og udbytter på i alt 141 kr.)
Ved at aktivere udbytterne vil renters rente-effekten bidrage med et ekstra afkast på ca. 13 procent.
Gevinsten ved at geninvestere udbytte fra Novo Nordisk-aktien og få renters rente-effekten er ikke et enestående eksempel. Ser vi på det amerikanske aktieindeks, S&P500, er det langsigtede afkast også begunstiget af geninvestering af udbytter.
Hvis man tilbage i 2009 investerede i S&P500 indekset og geninvesterede årenes udbytter i samme indeks, ville den samlede værdi være 43.219 kr. 15 år senere (lysegrønne). Havde man derimod ikke geninvesteret udbyttet, ville den samlede værdi være 36.141 kr. (Kursen på 32.173 kr. og udbytter på i alt 3.968 kr.)
Renters rente-effekten har altså givet et ekstra afkast på ca. 20 procent i den 15-årige periode.
”Ved at geninvestere og udnytte renters rente-effekten forøger man altså formuen, man får renter af. Se det som snebolden, der bliver ved med at rulle. Med årene bliver snebolden endnu større, jo længere tid den ruller”, siger Jeanette Kølbek.
Få udbyttet geninvesteret – uden at røre en finger
Trods mange gode intentioner om at få geninvesteret udbytter, så får mange private investorer ikke gjort det. Men her kan en automatisk geninvesteringsaftale være løsningen. Og så er det uden betaling af kurtage.
I Sparinvest tilbyder vi geninvestering af vores investeringsfonde, og de fleste danske pengeinstitutter understøtter denne mulighed, så spørg i dit pengeinstitut, om du har mulighed for automatisk geninvestering.
Blanket til tilmelding af automatisk geninvestering kan hentes her
Hvis automatisk geninvestering ikke er muligt, kan det give rigtig god mening at geninvestere udbytterne selv. Er der tale om mindre beløb, kan det af være en fordel at spare lidt op, inden der investeres igen pga. omkostninger.
Brug udbyttet til spredning - det kan være din redning
Har du mange penge i en enkelt aktie eller en enkelt fond, kan udbyttet være en god anledning til at investere pengene i en anden aktie eller fond. Det kan øge diversifikationen i porteføljen, og dermed gøre dig mindre sårbar over for udsving i en enkelt aktie eller fond.
”Vi ser ofte, at danske private investorer har en forkærlighed for bestemte brancher - fx medicinalindustrien, den finansielle sektor eller noget tredje. Det kan både være bevidst og ubevidst. Uanset hvad, kan udbytte være en kærkommen lejlighed til at se sig om efter en fond eller en aktie i en anden branche, så man spreder risikoen lidt mere. Der findes som bekendt ingen garantier i investeringsverdenen, og derfor er spredning din redning”, slutter Jeanette Kølbek.
Læs mere om udbytter:
Udbytter 2023 for Sparinvest og Sparindex
Udbytte i investeringsfonde
Få styr på afkast og udbytte
Dette indhold er alene udarbejdet til information og inspiration og skal derfor ikke betragtes som en konkret anbefaling om investering. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket, om en given investering passer til din investeringsprofil. Historiske afkast og hidtidig kursudvikling kan ikke betragtes som en garanti for fremtidig afkast og kursudvikling, ligesom investering altid er forbundet med risiko for tab.
Vær opmærksom på, at indholdet kan tage udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet. Se derfor altid efter datoen, inden du eventuelt reagerer.
Relaterede Artikler


Mens Trump buldrer videre, tager vi en smule af risikoen
