Artikel
Aktuelt
|
2 Min
Julegave til aktieinvestorer: Aktiesparekontoen bliver mere attraktiv
Folketinget har netop vedtaget, at indskudsgrænsen på aktiesparekontoen forhøjes ekstraordinært til 166.200 kr. i 2025. I samme ombæring vedtages en gradvis indfasning af forhøjelsen af progressionsgrænsen for personers aktieindkomst.
Det er en god nyhed for de mere end 400.000 danskere, der har en aktiesparekonto, at indskudsgrænsen hæves fra de 142.500 kr. der allerede var besluttet, til 166.200 kr. – en ekstraordinær forhøjelse på 23.700 kr.
Den største fordel ved aktiesparekontoen er, som bekendt, at afkastet beskattes med 17%. Til sammenligning er skatten på afkastet 27% eller 42%, hvis man investerer i børsnoterede aktiefonde via et almindeligt depot.
Lavere afkastskat, større formue
Prioriteres en opsparingsform med lav afkastskat, vil det resultere i en større formue over tid. Beregningen viser, at formuen vil være mellem 5.400 kr. og 32.900 kr. større, hvis man investerer via aktiesparekontoen, sammenlignet med et almindeligt depot, under de givne forudsætninger.
Studerende og folkepensionister har ekstra god grund til at benytte aktiesparekontoen. Afkastet giver nemlig ikke modregning i hverken SU'en eller folkepensionen, hvilket gør det muligt at investere sin opsparing, uden samtidig at få reduceret sin indtægt.
Gradvis forhøjelse af progressionsgrænsen for aktieindkomst giver en skattelettelse.
I samme lovforslag, som altså netop er blevet besluttet af Folketinget, ligger også en gradvis indfasning af forhøjelsen af progressionsgrænsen for personers aktieindkomst – det vil sige det beløb, hvor skattesatsen på aktieindkomst stiger fra 27% til 42%.
Den trinvise indfasning fordeles over tre år, og giver hvert år en lille skattelettelse. Den er fordelt således, at man vil opnå en skattelettelse på 975 kr. i 2025, 1.245 kr. i 2026 og 1.095 kr. i 2027. Skattelettelsen kan blive højere, da progressionsgrænsen årligt indeksreguleres.